Nu åbner tilmeldingen til sensommerens helt store madfestival!
Bliv en del af festivalprogrammet
København er hjemsted for fællesspisning og madglæde på tværs af hele byen – i hvert fald, hvis du spørger os!
Fra 15. - 24. august 2025 dækker vi atter op til madfestivalen Copenhagen Cooking og du kan allerede nu glæde dig til 10 dage, spækket med lækre madevents i samarbejde med nogle af byens bedste, dygtigste og sjoveste madfolk.
Vi ønsker, at skabe et så alsidigt program som muligt, så vores gæster for alvor kan gå på opdagelse i Københavns mangfoldige udbud af spiseoplevelser.
Så hvis du repræsentere et spisested, et marked, en producent, en kulturinstitution, en fødevarebutik eller noget helt sjette, og du har lyst til at bidrage med gode madoplevelser i København, kan du kvit og frit byde ind med events under Copenhagen Cooking.
Alle kan tilmelde events, det eneste vi kræver er, at I har tænkt ideen godt igennem og sikret jer, at jeres events passer i én eller flere af årets kategorier.
Er du i tvivl? Så kontakt os på hej@copenhagencooking.dk
HVORDAN DELTAGER DU?
Nu åbner tilmeldingen til Copenhagen Cooking 2025
I år gør vi tingene lidt anderledes og derfor har vi indført fire spændende kategorier, som årets events skal passe ind under, hvilket betyder at alle events skal kunne placeres i én eller flere af disse kategorier. Vi inviterer jer til at tænke nyt – alle events skal enten være helt nye eller have et kreativt twist, der giver dem en frisk vinkel.
Men selvom meget er vendt på hovedet, gentager vi naturligvis også et par af de største succeser fra tidligere år. Traditionen tro, hylder vi igen i år en grøntsag – og i 2025 er det løget, der får stjernestatus! Den lille, ydmyge køkkenhelt er både smagsgiver og en dybde-skaber, og vi opfordrer alle vores værter til at arbejde kreativt, innovativt og nytænkende med løgets mange lag under årets festival.
DE FIRE KATEGORIER
Spil på sanserne Mad handler ikke kun om smag – det er en oplevelse for alle sanser! I denne kategori inviterer vi dig til at skabe et event, hvor gæsterne ikke bare smager, men også hører, dufter, ser eller måske endda føler sig til maden. Forestil dig en middag i mørket, en sansefestival med smagsprovokationer eller et interaktiv event, hvor deltagerne er en del af oplevelsen. Her har du muligheden for at overraske og skabe noget ekstraordinært, der får gæsterne til at huske dit event længe efter.
Hvorfor vælge denne kategori? Fordi du får mulighed for at skabe en uforglemmelig oplevelse, der engagerer og fascinerer alle sanser. Dine gæster vil gå derfra med noget helt særligt – og måske endda en ny måde at opleve mad på.
Fokus på fællesskab Mad smager bare bedre, når den deles med andre. I denne kategori handler det om at samle mennesker – gamle venner, nye bekendtskaber, store grupper og små familier – og skabe et fællesskab omkring måltidet. Fra langbordsmiddage til fælles madlavning, her er der plads til at skabe stærke bånd og varige minder.
Hvorfor vælge denne kategori? Fordi fællesskabet er noget, vi elsker, og det gør dit event endnu mere værdifuldt. Det handler om at skabe relationer, der kan føre til nye samarbejder, loyale gæster og en helt særlig stemning, som får folk til at komme tilbage.
Mad på fingrene Hvem elsker ikke at få fingrene i bolledejen? I denne kategori handler det om workshops, madskoler og praktiske madoplevelser, hvor dine gæster bliver en del af processen. Det kan være alt fra at lære at lave den perfekte pasta til at mestre den sværeste dessert. Denne kategori giver dig mulighed for at dele din viden og ekspertise med andre – og samtidig skabe en sjov og lærerig oplevelse for alle.
Hvorfor vælge denne kategori? Fordi du kan vise dine kulinariske færdigheder, og samtidig give dine gæster muligheden for at blive eksperter i eget køkken. Det er en perfekt måde at engagere dem på, samtidig med at de får konkrete værktøjer og teknikker med hjem.
Hemmelige afkroge og forbudte bidder Vis dine gæster byens skjulte perler. I denne kategori handler det om at skabe madoplevelser på steder, der normalt ikke er åbne for offentligheden. Tænk på skjulte museumshaver, ikoniske bygninger eller sågar fodboldstadions – steder, der giver maden en helt ny dimension. Det er her, du kan overraske og skabe et event, der skiller sig ud og giver både gæster og medier noget at tale om.
Hvorfor vælge denne kategori? Fordi du får mulighed for at overraske dine gæster. Events på usædvanlige steder er en garanti for opmærksomhed og nysgerrige deltagere, der elsker at få en anderledes oplevelse.
Events på Copenhagen Cooking skal være enestående, hvilket betyder, at indholdet eller omgivelserne skal være noget, man ikke før har oplevet. Og så skal det naturligvis have et gastronomisk omdrejningspunkt.
Her kan du læse mere om det gode event, eksempler på typer af events og indslag, hvad du skal overveje og hvorfor du ikke behøver at genopfinde den dybe tallerken for at være en succes.
Har du blot en spirende idé til et event, men er ikke sikker på, hvordan den skal bæres videre? Så tøv endelig ikke med at tage fat i os – vi hjælper dig gerne videre.
At være vært eller partner på Copenhagen Cooking, skal give mening hele vejen rundt; ikke mindst økonomisk og praktisk.
Budskab Hvad er det vigtigste, du vil kommunikere til dine gæster/deltagere/publikum? – Hold dig til et eller to skarpe budskaber.
Mindre er (nogen gange) mere Hvordan får du maksimal effekt uden at slå knuder på dig selv? Du behøver ikke genopfinde den dybe tallerken. Hold dig til det, du er god til og sæt baren højt, men vær realistisk omkring dine ressourcer.
Meningsfulde samarbejder Når 2 + 2 = 5. Det kan være enormt værdifuldt at indgå samarbejde med andre og løfte i flok. Kender du selv nogen eller skal vi sætte dig i kontakt med en god partner?
Økonomi Lav et realistisk budget, så du er sikker på, at økonomien hænger sammen for dig – også hvis du ikke får udsolgt. Tommelfingerreglen er, at du skal være glad, hvis du sælger 80 % af dine billetter og lykkelig, hvis du sælger 100 %.
Formatet for et event til Copenhagen Cooking kan være mange: Smagning, rundvisning, workshop, middag, frokost, brunch, koncert, foodwalk, talk, debat, afternoon tea, morgenmad – you name it!
For os er det vigtigste, at gæsterne får en madoplevelse, som de sent vil glemme og det eneste krav, vi sætter til dig er, at gastronomien er i fokus og at gæsterne får et minde med hjem, og det får de blandt andet ved:
Enestående lokationer Her skal man tænke på, at gæsten får en spiseoplevelse et sted de normalt ikke kan komme til eller ikke forbinder med et måltid. Det kan være ude i byens skjulte rum, men det kan også være, at du som restaurant tager din menu med til nye steder eller samarbejdspartnere.
Tidligere har vi blandt andet haft: Middag på Bispebjerg Hospital, middag på gangbroen i Lufthavnen, dessertfrokost på gaden, rundvisning og smagning i forskellige fødevareproduktioner, "spis-hjemme-hos-middage", pop up-middage i museumshaven, libanesisk mad- og vinsmagning på Frederiksberg Centrets hemmelige tagterrasse og middage langs strandkanten på tippen af Nordhavn.
Enestående situationer Her skal man tænke på, at vi som festival gerne vil understøtte det unikke i en vant lokation. Her kommer det enestående ved dit event til sin ret, når man for en dag kan opleve noget helt andet i jeres omgivelser. Det kan være, at du som restaurant har lyst til at sætte musik til maden eller hive jeres leverandører ind til middagen for at sætte fokus på netop deres produkter.