Kartoffelhelt #4: Kamilla Seidler

Kartoffelhelt #4: Kamilla Seidler

Mød Kamilla Seidler, der deler opskriften på en af sommerens absolutte favoritretter!

Det er ikke kun solens lune stråler og årets festivalprogram, vi fejrer i denne måned – juni er nemlig også højtid for nye kartofler. 

Til daglig er Kamilla Seidler kok og indehaver af Restaurant Lola på Christianshavn i København, men hun er også kartoffelentusiast og Copenhagen Cookings kartoffelhelt #4. Og her deler hun sin kartoffelbegejstring samt opskriften på en af sommerens absolutte favoritretter. 

"Jeg elsker kartofler, for deres diversitet og brugbarhed! Og så er kartofler bare altid en sikker ven i køkkenet. Om sommeren som nye og spæde med tre minutters tilberedning, og om vinteren til en cremet mos. Man bliver aldrig sur på kartofler". 
 
Nye kartofler, som forret eller tilbehør. Opskriften gælder til 4 personer. 
 
Det skal du bruge:

  • 500 g små, nye kartofler 
  • 150 g dobbel creme fraiche fra Arla Unika eller Naturmælk
  • Karse 
  • God rapsolie
  • Ristede rugbrødskrummer eller andet sprødt 

 Sådan gør du:

  • Kog kartofler et par minutter og tag dem af varmen. Lad dem trække færdig uden at overtilberede dem. 
  • Vend kartoflerne i rapsolie og brødkrummer. 
  • Læg creme fraiche i bunden af serveringstallerkenen og placer de lune kartofler ovenpå. 
  • Top med rigelig karse.

Velbekomme ☺️